At give er den største gave! Vi deler den gerne med andre.

Deleøkonomi er det nye mantra, deleuddannelse er den nye vision!

1. Dr. Jannik Boberg Ans

At kunne hjælpe ulande til reduktion af deres udbredte såkaldte ’preventable blindness’ er en gave enhver øjenlæge har mulighed for at give. Men kun de færreste oplever denne side af øjenlægegerningen.

I lande med lægemangel, fattigdom og underernæring er der mange blinde og svagtseende grundet sygdomme, som man – forudsat tilgang til sundhedstilbud – let kunne have behandlet. Den ægyptiske øjenbetændelse (trachom) er således meget udbredt i subtropiske og tropiske områder, hvor hygiejne, adgang til antibiotika samt operationer for fejlrettede øjenhår kunne forhindre uklare hornhinder i at opstå. Tilsvarende kan følger efter traumer med efterfølgende infektioner medføre blindhed. Hertil kommer som den hyppigste årsag til blindhed grå stær (katarakt). I de fattige landes storbyer kræver de få operativt uddannede øjenlæger betaling for stæroperation. I yderområderne er der derimod ingen øjenlæger, og mange patienter står derfor helt uden tilbud. Lejlighedsvis kan familien spare sammen til bedstefars operation, og tilmed formidle transporten til byen, men et flertal får ikke tilbuddet.

Herhjemme når en stær sjældent at blive særlig tæt, før der over systemet tilbydes katarakt operation, omend der også kan være tilfælde, hvor især socialt udsatte patienter først kommer sent til operation. Vi kender det også fra vort eget rigsfællesskab hvor f.eks grønlandske grå stære grundet geografiske afstande og anden infrastruktur kan blive hvide og tætte, før operation kan tilbydes.

Grønland først

Grønland blev i den forbindelse en åbenbaring for os. I år 2000 søgte Rigshospitalet kirurger til betjening af Qaqortoq i marts måned, og da det viste sig muligt for os både mig og min hustru Gøril at samordne noget ferie og orlov, blev det vor første prøve på at operere i uvante omgivelser og under anderledes himmelstrøg. Vore to børn blev sat i lokal grønlandsk skole, med marts temperaturer ned til -35 grader. Også af den grund måtte vi undertiden vente på patienterne; nogle gange måtte vi selv sejle ud og hente dem med en lidt større båd, hvor egne mindre både gjorde turen fra bygd til hospital for farlig.

Mange af patienterne havde kun håndbevægelser og lyssans, og deres liv blev helt ændret af stær operationen. Her oplevede vi det glædens lys i øjnene, men dertil også glæden som udtrykt i hele ansigtet og kroppen, når klappen blev fjernet. Synet var genskabt, og man kunne tage på havet igen, fiske, gå på jagt, og tage kajakken. – Der blev ligesom nede i Danmark opereret med ekstrakapsulær teknik og ultralydsønderdeling af linsekernen med phako. Vi udførte også enkelte akutte irisventiler (iridektomier) samt afløbsoperationer (trabeculectomier), hvor højt øjentryk forelå..

Et år senere måtte vi derop på ny, og igen med børnene i den lokale skole. Efter skoletid var de med til at hjælpe på hospitalet om eftermiddagen, og det blev til en familieoplevelse. Børnene fik indblik i vort arbejde og kunne nok også fornemme glæden ved at hjælpe og give omsorg. Flyet var nær blevet aflyst, grundet terrordatoen 9-11-2001. – Igen var det fantastisk at ikke kun at være turist, men i den grad føle sig med i lokalsamfundet. En helt anden måde at opleve en anderledes kultur og befolkning.

Nepal – og den øvrige verden.

Med alt dette i bagagen fandt vi snart frem til, at der var andre organisationer der efterspurgte øjenkirurger (SEE – Surgical Eye Expeditions,Vision Outreach med flere). Den norske øjenlæge Dag Riise fortalte inspirerende om sit arbejde i Nepal, hvor han ikke alene var i gang med at operere og opbygge en decentral øjenhospitals service, men også støttede en lokal ung talentfuld mand i at blive læge og øjenlæge. Ruth og Dag Riise betalte med norske støtteorganisationer i ryggen den unge mands uddannelse i Rusland. Og efter at have været borte fra sin familie i knap 10 år kom Bidya Prassad Pant tilbage og overtog driften afDhangadhi, Geta Eye Hospital. Det skete med fortsat støtte fra Ruth og Dag Riise, der begge ofte besøgte hospitalet og arbejdede med.

Vi blev af SEE inviteret til Peru, sammen med øjenlæge Peter Vangsted, der allerede havde flere ture med organisationen bag sig. Senere blev det til aktiviteter i Dominikanske Republik, Lesotho Nepal, og Myanmar. I de første år brugte vi megen energi på at få opsat ultralydsudstyr (phako), så man udover traditionel extracapsulære operationer også kunne gøre phako. Men denne tunge logistik føjet til transporten af mikroskoper, linser og instrumenter var uhensigtsmæssig, og vi måtte gentænke planlægningen.

Operationsmetoden MSICS (Manual Small Incision Cataract Surgery er meget effektiv. Den er i flere studier påvist at være lige så effektiv og sikker, og med lige så gode resultater som med ’vestlig’ phako. Vi måtte derfor lære denne teknik ordentligt, og Dag Riise hjalp os med kontakt og invitation til hospitalet i Nepal, hvor Dr. Bidya stod for indlæringen. Han tog meget vel imod os, da Peter Vangsted, Gøril og undertegnede besøgte klinikken i Dhangadhi og Eyecamp i Jogbuda ved foden af Himalayabjergene. Vi tilegnede os MSICS teknikken, om end der stadig mangler en del, før vi som Dr. Bidya kan udføre 100-300 operationer per dag. Det har været en stor fornøjelse at have fået Dr. Bidya som nær ven og elsket respekteret kollega, og vi har siden delt meget af vor fritid med ham.

Primitive konditioner i marken

Aktiviteten med MSICS bød på uvante udfordringer. Operations stole var tit trækasser, og operationslejer ofte almindelige spiseborde med påspændt mikroskop. Alt sammen en god oplevelse, trods ondt i ryg og nakke samt ømhed i popoen. Man opdager jo, at det ikke er de avancerede stole og tophængte elektroniske xy-koblede mikroskoper, der alene gør forskellen. Man kan faktisk med en bøjet kanyle lave en lige så flot suturløs operation med linse extraktion, samt kunststoflinse indlagt, selv uden tilgang af alt det moderne udstyr og tekniske tilbehør.

Tankevækkende også, at vi med fokus på patienternes faktuelle omstændigheder i tredje verdens klinikkerne selv uden senest opdaterede IT og akkrediterende kvalitetssikring kunne arbejde så godt og sikkert, naturligvis forudsat organisering efter forholdene. Dr.Bidya udfører hos alle patienter anamnese, blodtryk, diabetes screening, hiv og hepatitis test, sikker operation og efterbehandling, alt sammen med en helt simpel manuel bogføring. På vor sidste tur i Taunggyi, Myanmar kunne vi behandle en patient med linse for udgifter, der var under 15 $ per operation, og ved efterundersøgelsen af alle 269 patienter i Myanmar senest 3 måneder efter indgrebet var der ikke opstået komplikationer.

Teknisk lærdom begge veje.

Man kan og skal ikke overføre disse erfaringer til vore breddegrader i forholdet 1 til 1, men det er tankevækkende hvor enkelt og sikkert det kan gøres. En ting har vi dog taget med os fra MSICS teknikken. Vi bruger begge denne metode til hårde linser, som ellers med avanceret phako ville medføre højt ultralydsforbrug og større risiko for såvel hornhindeødem som tab af tabt linsekerne. Dette sidste især når mørkebrune stære foreligger.

Det har været lærerigt at se hvordan man organiserer forundersøgelse af 150 patienter ved 2 spaltelamper på få timer og hvordan man effektivt efterkontrollerer 100 patienter sent om eftermiddagen. Hvordan man afvasker og forbereder patienterne, hvordan man injicerer lokalbedøvelse bag øjet (retrobulær anaestesi) på samlebånd, og uden at patienterne giver udtryk for større ubehag eller smerte. Hvordan man opererer på to lejer samtidigt, med blot et operationsmikroskop i midten. Hvordan assistenten afslutter den ene operation og påbegynder den næste, med holdesutur og alt det indledende. Hvordan man bøjer en 21 g kanyle til en krog, så den virker perfekt som instrumentet til udtrækning af en linsekerne, under behørig støtte af visko-elastiske substanser, og uden brug af avancerede ’vestlige’ teknohåndtag. Kammer og kapselsæk oprenses manuelt med sug og irrigation med en Simco kanyle, og uden advarselslyde, hvis man utilsigtet måtte have suget sig fast på kapslen. Til sidst indsættes plastiklinsen. Se video fra MSICS in Geta Eye Hospital, Nepal by Dr Bidya Pant

Organiseringen lokalt

Alt er ikke grå stær. Man lærer også operationer for trichiasis, bedømmelse og diagnostik af eksotiske sygdomme og kombinerede grøn og grå stær operationer, hvor medikamentel sænkning gennem øjendråber ikke altid kan påregnes påfølgende, d.v.s. når patienten returnerer til landsbyen. Man kan godt føle sig alene med problemtilfælde. Men fremtiden vil givet byde på delingsviden via nettet, som ideelt baseret på fotooptagelser. Med medicinstuderende og sygeplejersker som assistenter udefra, herunder medregnet vore nu voksne børn, erhverves betydelig erfaring i kliniske situationer. Det har især været en fantastisk oplevelse at kunne samarbejde professionelt med sin ægtefælle, kollega og børn under så fremmede forhold.

Man må også beundre de lokalt uddannede, der med så stor effektivitet og empati behandler og styrer de mange patienter gennem det store maskineri, som her i velfungerende eye camps med mellem 50 og 100 operationer dagligt. En god oplevelse med det primære fokus på patienten og kerneopgaven. Alt dette i nogen modsætning til den vestlige verden, hvor man efterhånden bruger over 50 % af resurser og koncentration på at registrere, herunder indtastningen af negative fund og dokumentation af juridiske, kvalitetssikrende hensyn. Det som kan kaldes defensiv journal føring. Man må dokumentere patient identifikation, samt bruge copy-paste stereotyper, som ikke altid dækker den aktuelle situation. Kan ikke lade være med at huske på eye camp’ens lille journalbog, som får så meget med. Inklusive patientens accept og et fingeraftryk. En anden verden, ja, og begge verdener med deres fordele og ulemper, men at mærke kontrasterne er berigende og euforiserende. Man kan faktisk tage gode ting med sig begge veje.

Opslutning fra de rige lande

Vi er heldigvis ikke de eneste øjenlæger der har arbejdet med hjælpeprojekter og øjenoperationer i udlandet. Med fare for at glemme nogle, vil jeg gerne nævne følgende kolleger: Niels Kalstrup, Anders H. Simonsen, Birger Bro Christensen, Peter Vangsted, Anders Hansen, Michael Kjær Hansen og Allan Storr Paulsen. Formentligt har også flere arbejdet med SEE Surgical Eye Expeditions,Orbis og Hospitalsskibe over hele kloden. Det har tjent som fornem PR for danske øjenlæger, og dertil hjulpet rigtig mange mennesker til et nyt liv med genvundet syn. Varetagelsen af et globalt ansvar måtte gerne blive endnu større. På de hospitaler vi aktuelt samarbejder med gennem Dr. Bidya Pant i Myanmar, er behandlingstilbud gratis. I dag udfører de 3 klinikker Htse Saung, Taunggyi, og Wakeda (bl.a. med støtte fra SEVA Foundation, en amerikansk hjælpeorganisation) 22.000 operationer årligt, eller over 1/4 af alle katarakt operationer der udføres i landet.

Eye Rescue

Vi arbejder gerne gratis, men kun gennem økonomisk støtte og lokal indtjening kan man stabilt vedholde sådanne indsatser. Alt for tit ser man behjertede tiltag, som løber tør for donationer, og selv hvor alt var velfungerende, forsvinder personale når økonomien går ned. Visionen er gennem vor nystiftede hjælpeforening Red Synet, at kunne skabe en mere langvarig indsats på udvalgte steder i den 3´die verden, hvor man gennem faste hjælpeprogrammer og indsamling af udstyr kan opbygge permanente tilbud for behandling, og gerne gratis. Samtidig kan det tjene som uddannelse for såvel lokale som tilrejsende øjenlæger og hjælpepersonale. Indenfor 1-3 måneders ophold kan man således uddanne kirurger og assistenter til at gennemføre screening, forundersøgelse, efterkontrol og behandling, og med skyldig hensyntagen til lokale forhold. Også danske afdelinger vil bredere kunne indgå igennem uddannelsesmæssige rotationsprogrammer. Samt bidrage til øget udsyn, faglig plasticitet og global solidaritet.

Kort sagt: Et nyt syn på verden!

Fra bogen: Øjenfagets Udvikling, Kapitel 7, Red Synet.
Redigeret af Hans C.Fledelius, Martin O. Jensen, Eva Ottovay og Thomas Rosenberg, udgivelsen støttet af Velux fonden, 1. udgave, 1. oplag 2018.